Kaffen er klar, klaveret rullet frem og Højskolesangbøger taget ned fra hylderne kl. 16.30 på Helsinge Bibliotek onsdag 27. september, når der igen bydes velkommen til fællessang i med Karen Johansen og Anne Bjørner.

Septembers himmel er så blå, og Karen Johansen og Anne Bjørner. er klar med dejlig efterårs-fællessang. Som altid har de to gode damer fundet er række gode sange, vi skal synge. Og som altid er der plads til at ønske lige præcis de sange, somdeltagerne gerne vil synge.
Som altid er det den sidste onsdag i måneden kl. 16.30-18.00, at klaveret rulles frem. Karen Johansen og Anne Bjørner præsenterer sangene for dagens tema. Sangønsker bliver opfyldt i skøn blanding med de nye sange og melodier, som kommer på programmet.
Biblioteket åbner den sidste onsdag i måneden til fællessang og lidt hyggelig snak.
Deltagerne mødes i Foyeren, og der er ikke forhåndstilmelding.
Fællessangen er inde i det fjerde år. Ideen til fællessang på Helsinge Bibliotek opstod i efteråret 2019. Oprindeligt var det afdelingsleder i Helsinge Bibliotek Susse Manthey Olsen, formand for Musiklærerforeningen Karen Johansen og den gode dynamiske Anne Bjørner, der havde en idé om fællessang på en eller anden måde på Helsinge Bibliotek.
Vejleder Connie Trolle kom på som tovholder, idet hun har det forkromede overblik over bibliotekets arrangementer – og meget musikinteresseret
Første fællessang fandt sted torsdag 20. februar 2020 og tanken var, at der skulle være fællessang en gang om måneden – og udgangspunktet var sange fra Højskole-sangbogen.
Men så lukkede Corona da ellers lige ned for det gode initiativ.
Næste gang de sangglade mødtes blev august 2020 – i bibliotekshaven, så ideen og energien overlevede den første Corona-nedlukning og de efterfølgende nedlukninger.
Karen Johansen og Anne Bjørner er begge ildsjæle, der brænder for sangen og det fællesskab, der opstår, når man mødes og synger sammen. De kender den danske sangskat såvel gamle som nye sange og de supplerer hinanden på bedste vis.
De har begge ideer til såvel temaer som måder at berige fællessangen på, men hele tiden er fokus på, at det skaber glæde og fællesskab at synge sammen.
På trods af nedlukninger har de med deres energi og vilje til at holde fast formået at få fællessangen på Helsinge Bibliotek til at slå rod og 'vokse'. I begyndelsen kom der 8-10 deltagere, nu er vi ikke under 30, når der inviteres til sang.