Nordsjælland Håndbold liga-reserver gav publikum ved gæste-visitten i Ramløse-Hallen både spænding og smal sejr, da holdet i 2. division besejrede TMS Ringsted med 25-24.

Ligareserve-holdet spiller en væsentlig rolle i det igangværende talentarbejde i NH, idet en stor del af spillerne også spiller med i U19-ligaen, hvor holdet har kvalificeret sig til DM-slutspil i april med klar førsteplads.
Fra indeværende sæson optrapper NH talentarbejdet med et ekstra herrehold i 2. division.
Det betyder alverden! Vi kan nu understøtte overgangen fra ungdom til senior endnu bedre. Det er et hold, hvor vi kan lade spillere fra NH-talent få en fin overgang fra ungdoms- til seniorhåndbold og samtidig tilbyde de unge ligaspillere værdifuld kamptid, forklarer talentchef og assistenttræner for ligaholdet, Laurids Søgaard.
2. divisions holdet består af en blanding af nyoprykkede seniorspillere, reserver fra ligatruppen samt unge seniorspillere fra moderklubberne med potentiale, der er ekstra ambitiøse.
Efter sejren indtager NH fjerdepladsen med 20 points for 18 kampe divisionen, hvor tre hold har skilt sig ud i toppen - TIK Taastrup, Køge Håndbold og IF Stadion.
Der resterer fire kampe for NH, der tager imod Team Sydhavsøerne tirsdag 7. marts kl. 19.00 i Royal Stage, Hillerød, og der er kamp tirsdag 14. marts kl. 20.00 ude mod Næstved-Herlufsholm. Søndag 26. marts kl. 13.35 møder NH topholdet TIK Taastrup i Helsingør-Hallen. Sæson afrundes søndag 2. april kl. 15.00 i Ølstykke-Hallerne mod HØJ.