Nordsjælland Håndbold kommer ud af liga-sæsonen med æren i behold og billet til en ny sæson i den bedste række. Det stod klart, allerede før hjemmeholdet og Lemvig-Thyborøn løb på banen i Royal Stage, Hillerød Arena, hvor NH for første gang sejrede i kvalifikationspuljen - 30-28.

NH har henvist Lemvig-Thyborøn til 13. pladsen, der betyder afgørende kampe mod Team Sydhavsøerne fra 1. division om den sidste ligaplads i 2023-24. TMS Ringsted er vinder af 1. division - og dermed har Sjælland to ligahold i den kommende sæson.
Ligasæsonen har budt meget på både op og nedture for NH, og kvalifikationspuljen har ikke været prangende - med kun ét enkelt point mod TTH Holstebro og to mod Lemvig-Thyborøn.
Her kunne der have været det helt store drama, hvis ikke SønderjyskE hjalp til med at vinde mod Lemvig-Thyborøn, som dermed ikke kunne passerer NH.
Mors-Thy har været den store positive overraskelse med - blandt andet med sejr over NH i næstsidste runde. Dermed endte den værdifulde niendeplads - og 75.000 kroner hos Mors-Thy - foran SønderjyskE, TTH Holstebro og NH.
Knap 1.000 tilskuere oplevede sæsonafslutningen i Royal Stage, hvor det også var tid til afsked med både cheftræner Simon Dahl, der skifter til aalborg Håndbold som assistenttræner, og en række spillere: Hakan Sahin, Magnus kronborg, Tobias Jørgensen og Frederik Andersson.