Nordsjælland Håndbolds første kamp i kvalifikationspillet i håndboldligaen bød på spænding til det sidste - og et flot point til hjemmeholdet i Helsinge Hallerne, hvor 981 tilskuere så NH udligne TTH Holstebros føring i sidste sekund. Et vigtigt point kunne sættes på tavlen. Slutresultatet blev 29-29 efter 15-16 ved pausen.

TTH Holstebro kom bedst fra start, og efter et kvarter var stillingen 6-9. Ingen af målmændene havde fået fat i meget og desværre havde NH svært ved at få spillet til at glide. Det positive set med NH øjne var, at fløjspillet lykkedes som det fremgår af målscoren. Fløjspillerne stod for næsten halvdelen af målene.
Ved stillingen 7-11 skiftede NH målmand og Frederik Andersson kom på mål og stod resten af kampen.
NH fik udlignet lige inden halvleg, men TTH Holstebro nåede at få scoret i sidste sekund til 15-16.
Begge hold startede 2. halvleg med en mand mindre, og igen var det TTH Holstebro der kom bedst fra start. Efter 10 min. var stillingen 18-21. NH fik reduceret, og efter et kvarter var der udlignet til 22-22. NH kom foran 23-22 til stor jubel i Helsinge Hallerne, men det var kun en stakket frist, idet TTH Holstebro fik udlignet og igen bragt sig i spidsen til 24-26 med små ti minutter igen.
NH ville det anderledes og fightede alt, hvad de havde lært og kom på 25-26, men igen trak TTH Holstebro fra til stillingen 27-29 med knapt halvandet minut. igen. Helsinge-Hallerne var på kogepunktet, da NH fik reduceret til 28-29. TTH Holstebro tog time out, da en nølkendelse truede. I det efterfølgende angreb skød NHs tidligere topspiller Nikolaj Markussen forbi målet.
NH fik bolden med under et halvt minut igen. Da haluret stod på 59.37 tog Simon Dahl time out, så han kunne få sat et angreb op i håbet om udligning i de sidste sekunder. Det lykkedes, dat Nichlas Hald scorede til 29-29, da haluret stod på 59.59.
Kampens spiller blev Jeppe Cieslak, der foldede sig ud med flotte mål. I det hele taget stor ros til holdet, som aldrig gav op - de 'ville' have point.
Aftenens kamp var også et gensyn med hele fire tidligere NH-spillere – Nikolaj Markussen, Magnus Bramming, Dan Beck-Hansen og Johan Meklenborg. Det var dog kun de første tre, der kom på banen. Johan sad på bænken sammen med NHs kommende træner, Halldór Sigfússon. Så det var en speciel situation.
Jeppe Cieslak scorede 7 mål for NH, Carl-Emil Haunstrup 6, Kristian Olsen 5, Hakan Sahin og Nichlas Hald hver 3, Tobias Jørgensen 2, Julius Mørch, Magnus Kronborg og Matias Campbell hver 1.
Næste kamp er søndag 23. april, når holdet i 'Skansen' i Sønderborg skal møde SønderjyskE, der ligesom NH er noteret for to points, holdet har med over som bonus fra grundspillet. Sønderjyderne var oversiddere over i første runde.