Maarum Kulsvierlaugs medlemmer inviterer igen i år alle til at opleve kulsvidning som i gamle dage. Det bliver lørdag 8. juli fra kl. 15.00 på kulsvierpladsen ved Duemose.

Alle er velkomne til at kigge forbi milepladsen og opleve kulsvidningen. Lauget tænder som altid milerne fredag morgen og lader dem brænde til lørdag eftermiddag og aften, så den særlige duft af røgen fra tændte kulmiler brede sig i skoven ved Duemose.
Kl. 15.00 blæser Oldermanden i hornet og giver ordre til kulsvierne om at åbne en mile, så gæsterne kan se kvaliteten på årets trækul. Og de kan følge med, når en ny mile bygges.
Derefter inviterer medarbejdere fra Naturstyrelsen Nordsjælland på tur, hvor de fortæller om skovdrift før og nu samt fakta, løgn og skrøner om de oprindelige kulsviere i Nordsjælland.
Tilbage fra turen har kulsvierne arrangeret en stor grill, hvor du kan lave din medbragte mad over nylavet trækul.
Alle kan bidrage til kulsvier- laugets arbejde ved at købe øl, vand og vin på milepladsen.
Dagen slutter med levende musik, fællessang og almindelig hygge.
Milepladsen er igen i år placeret ved Tagmosevej i skoven ved Duemosehus i Duemose. Der er afkørsel mellem Duemose Trinbræt og Kagerup.