top of page

Helsinge i redning af Vejle-Kvickly

Når nøden er størst i Kvickly'er eller superbrugsen, kan hjælpen være nærmest indenfor Coop-familien. Det viser Helsinge Brugsforening, der sammen med 11 andre af landets mest veldrevne butikker netop har reddet Kvickly i 'Bryggen' i Vejle fra lukning ved at etablere 'Vejle Detail A/S' for at overtage butikken fra Coop.

Coop havde truffet beslutning om at lukke butikken ved udgangen af april, men nu er selskabet DSM Holding A/S, som de 12 brugsforeninger ejer i fællesskab, trådt til, så der er en fremtid for Kvickly og også en styrkelse af Shoppingcenter Bryggen, hvor den er ankerbutik.


Det ville være trist, hvis Kvickly skulle lukke i en så stor handelsby som Vejle. Kvickly driver en god forretning i et lokalt forankret shoppingcenter og har dygtige og engagerede medarbejdere, som har formået at skabe et fantastisk netværk med 12.000 medlemmer. Det ønsker vi at bakke op om, og vi er glade for den samarbejdsvilje, der har været fra alle sider, forklarer formanden for det nystiftede selskab, direktør for Brugsforeningen for Als og Sundeved, Lars G. Andersen.


Det er aldrig lykkedes for Coop at skabe overskud i butikken, men det har de nye ejere tro på at skabe allerede fra første år.


DSM Holding A/S blev stiftet i 2006, da de 12 brugsforeninger stod overfor en lignede aktion, da de trådte til for at redde Kvickly i Ebeltoft, der siden da kun har leveret overskud.


De 12 foreninger har forskellige samarbejdsrelationer i DSM Holding, og det udbygges nu med Vejle Detail A/S.


Formand for bestyrelsen i Helsinge Brugsforening, Jan Borgen, er formand for bestyrelsen i DSM.


De 12 brugsforeninger, spredt rundt i landet, er:

  • Jyllinge Brugsforening

  • Tønder og Omegns Brugsforening

  • Brugsforeningen for Middelfart og Omegn

  • Kvickly Odder

  • Vejen Brugsforening 'Kvickly'

  • Brugsforeningen 'Tryg' i Ry

  • Kvickly Varde

  • Helsinge Brugsforening

  • Brugsforeningen For Als Og Sundeved

  • Lillerød Brugsforening,

  • Ribe Og Omegns Brugsforening

  • Kalundborg Brugsforening

ERHVERV KULTUR
HELSINGE
HANDELSBY
FORENINGSLIV

bottom of page