Folketeatrets 'Hele Danmarks Grethe' præsenteres af Gribskov Teater i Gribskov Kultursal onsdag 22. marts kl. 19.30 og har Pernille Schrøder, Kristian Boland, Karsten Jansfort og Charlotte Guldberg i rollerne.

Her får publikum historien om hele Danmarks Grethe, en af vores mest afholdte og populære kunstnere. Grethe Sønck var – i ordets bedste forstand – folkelig. Hendes gennemslagskraft var enestående.
Alle elskede hende ganske enkelt. Hendes ægteskab med Sejr Volmer-Sørensen var stormfuldt. Han blev hendes skæbne og fik stor indflydelse på hendes karriere. På godt og ondt.
Forestillingen tegner et portræt af kvinden, der selvom hun kendte begge sider af medaljen, blev ved med at slå et slaw for det gode humør. Vi kommer til at høre masser af Grethes mange hits: 'Tak for alle kyssene', 'Jeg tror på sommeren', 'Skal det skæres ud i pap' og mange flere.
