Kaffen er klar, klaveret rullet frem og Højskolesangbøger taget ned fra hylderne kl. 16.30 på Helsinge Bibliotek onsdag 31. maj, når der bydes velkommen til fællessang i Helsinge Bibliotek med Karen Johansen og Anne Bjørner.

Som altid er det den sidste onsdag i måneden kl. 16.30-18.00, at klaveret rulles frem. Karen Johansen og Anne Bjørner præsenterer sangene for dagens tema. Alle sangønsker bliver opfyldt i skøn blanding med de nye sange og melodier, som Karen har på programmet. Biblioteket har Højskolesangbøger, men alle, der selv har et eksemplar, opfordres til at medbringe det.
Deltagerne mødes i Foyeren, og der er ikke forhåndstilmelding.
Fællessangen går ind i det fjerde år. Ideen til fællessang på Helsinge Bibliotek opstod i efteråret 2019. Oprindeligt var det afdelingsleder i Helsinge Bibliotek Susse Manthey Olsen, formand for Musiklærerforeningen Karen Johansen og den gode dynamiske Anne Bjørner, der havde en idé om fællessang på en eller anden måde på Helsinge Bibliotek.
Vejleder Connie Trolle kom på som tovholder, idet hun har det forkromede overblik over bibliotekets arrangementer – og meget musikinteresseret
Første fællessang fandt sted torsdag 20. februar 2020 og tanken var, at der skulle være fællessang en gang om måneden – og udgangspunktet var sange fra Højskole-sangbogen.
Men så lukkede Corona da ellers lige ned for det gode initiativ.
Næste gang de sangglade mødtes blev august 2020 – i bibliotekshaven, så ideen og energien overlevede den første Corona-nedlukning og de efterfølgende nedlukninger.
Karen Johansen og Anne Bjørner er begge ildsjæle, der brænder for sangen og det fællesskab, der opstår, når man mødes og synger sammen. De kender den danske sangskat såvel gamle som nye sange og de supplerer hinanden på bedste vis.
De har begge ideer til såvel temaer som måder at berige fællessangen på, men hele tiden er fokus på, at det skaber glæde og fællesskab at synge sammen.
På trods af nedlukninger har de med deres energi og vilje til at holde fast formået at få fællessangen på Helsinge Bibliotek til at slå rod og 'vokse'. I begyndelsen kom der 8-10 deltagere, nu er vi ikke under 30, når der inviteres til sang.