top of page

Engerød Børnehave genopstår

Den private daginstitution Bøgeskovgård på Laugøvej, ejet af Helsinge Realskole, får en søster-institution i skovomgivelser midt i Helsinge. Realskolen haster torsdag formiddag ud med en meddelelse om det ovenpå nyheden her på siden onsdag om skolens køb af matriklerne på Engerødvej 43 og Ved Skoven - indtil for nylig ejet af skolens leder Jeppe Tobberup.

Institutionen totalrenoveres og udbygges til i alt 374 kvadratmeter med plads til i alt 75 børn på tre børnehavestuer og en vuggestue-afdeling med egen indgang, garderobe og legeplads. Det samlede areal er 25.000 kvadratmeter i skovomgivelser.


Der er allerede ny aktivitet i den tidligere Engerød Børnehave. Her har håndværkere nemlig startet renoveringen af den forfaldne ejendom, der senest 1. september skal byde velkommen til både vuggestue- og børnehavebørn i en ny integreret institution med navnet Bøgeskovgård Engerødvej.

Daginstitutionen på Engerødvej bliver søster til den private daginstitution Bøgeskovgård Laugøvej som Helsinge Realskole åbnede for børnehavebørn i 2016 og siden udbyggede med vuggestuetilbud i 2020. Institutionen har i dag 60 børn på venteliste.

Gribskov Kommune besluttede i 2018 at lukke Engerød Børnehave, og i 2019 udbød kommunen ejendommen til salg. Ejendommen er siden købt og solgt i flere omgange, inden bestyrelsen for Helsinge Realskole ved årsskiftet til 2023 så muligheder og synergi i at drive endnu en daginstitution, der bliver identisk med institutionen på Laugøvej – blot med et mindre antal børn.


Den succes vi har haft med Bøgeskovgård på Laugøvej har genereret så stor interesse, at vi desværre har måtte afvise familier, der ønsker at deres børn skal gå i institutionen og fortsætte i børnehaveklasse på Helsinge Realskole, siger Simon Toft, næstformand i Helsinge Realskoles bestyrelse.

Næstformand Simon Toft og børnehaveleder Linda Pedersen.

At der pludselig viser sig en mulighed for at erhverve ejendommen på Engerødvej og vi samtidig kan opfylde noget af den massive efterspørgsel, vi oplever, er blot perfekt timing.

Det er vores håb og forventning, at begge Bøgeskovgård-institutioner kan bidrage til at sikre et stabilt elevtal på Helsinge Realskole, hvilket betyder, at vi kan tilbyde nogle særlige rammer og muligheder for både børn og vores superdygtige medarbejdere,


Da vi allerede har en masse erfaring og succeshistorier at trække på fra Bøgeskovgård på Laugøvej, skaber det derfor en god synergi for os at drive to identiske institutioner, der kan bidrage til den fortsatte udvikling af skolen, tilføjer Simon Toft.


Linda Pedersen bliver leder af begge institutioner, og hun ser frem til åbningen af lillesøster-institutionen midt i Helsinge by:


På Engerødvej vil vi tilbyde det samme, som vi ved forældrene tilvælger ved institutionen på Laugøvej i forhold til normeringer, uddannet personale, pædagogisk retning, indeklima m.m. Men det bliver alligevel lidt anderledes, fordi vi kommer til at have færre børn og de får oceaner af plads.


Vi har vores egen grund næsten helt ned til skovbrynet, og det bliver i høj grad en institution, hvor vi kan drage fordel af de naturlige omgivelser med et spændende legemiljø med fodboldbane, junglesti, tipier m.m. foruden alle de mange timers god leg, der opstår ved at være i naturen, tilføjer Linda Pedersen.


Læs her om handlerne med matriklerne: Realskole køber ind til børnehave

ERHVERV KULTUR
HELSINGE
HANDELSBY
FORENINGSLIV

bottom of page