top of page

Debut med krimi for voksne

Anette Ellegaard, der tidligere har slået sit navn fast som forfatter til børne- og ungdomsbøger, har nu foldet sig ud som krimiforfatter for voksne og giver i sin nye bog blandt andet plads til uforpligtende sex mellem sin hovedperson og en journalist på Ugeposten. Lørdag var der lejlighed til at møde forfatteren sikre sig et signeret eksemplar i 'Bog & Ide'.

Det er ren fiktion, forsikrer hun i omtale i Ugeposten og tilføjer, at hendes hovedperson havde brug for en flaw - en uheldig svaghed - og i stedet for alkohol har hun en sexafhængighed, som hun er blevet behandlet for, men falder altså i.


Hun har sit lokalkendskab i orden. Anette Ellegaard er til dels vokset op i Blistrup og Helsinge, hun blev blandt andet student fra Helsinge Gymnasium i 1986. For nuværende bor hun i Halsnæs og har selv haft børn på Gribskov Gymnasium.

Bogen hedder ’Adams offer’ og er en krimi om medicinalindustrien, mord og en udbrændt kvindelig læge. Selv er Anette Ellegaard også oprindeligt læge.

- Men det er altså ikke en selvbiografisk roman, genforsikrer hun, der har lagt lægehvervet bag sig og satser 100 procent på forfatterskabet.

Bogen er kommet på forlaget Superlux, der også står bag forfatterens nye navn. ’Adams offer’ bliver bliver udgivet under pseudonymet Anet Elga.

- Det er der flere grunde til. Blandt andet for ikke at blande de to brands, børnebøgerne og krimierne sammen, og så er det også lettere at søge krimien frem. Det er ikke fordi jeg har gået til numerolog eller en stavefejl, som nogle i min bekendtskabskreds har troet, fortæller hun.

(Udgivet: 10. juli 2023)

ERHVERV KULTUR
HELSINGE
HANDELSBY
FORENINGSLIV

bottom of page