Alle sejl er sat til til årets udgave af Børnefestivalen i Helsinge, når den løber af stablen fredag 8. september og lørdag 9. september. Et budget på 100.000 kroner - heraf 60.000 kroner til underholdning er sat på benene af Foreningen 'Helsinge - Danmarks bedste børneby' til festivalen, hvor der er gratis adgang.

Kamilla Barslund byder velkommen til festival fredag 8. september kl. 09.30.
Fonde og Gribskov Kommunes Kulturråd har ydet støttet. Kulturrådet har fundet 40.000 kroner i rådets børne- og ungepulje.
Vi ønsker at bringe alle Helsinges og alle, der er interesseret i at deltage fra resten af kommunens, børn/unge sammen til fest, aktiviteter, og kulturoplevelser, forklarer børneby-formand Kamilla Barslund.
Vi har indbudt til, at alle institutioner og skoler deltager aktivt i optrædener, aktiviteter og lign. så der er mulighed for at lære hinanden at kende. Men der er også boder, hvor det er muligt at lære noget omkring kreative, kulturelle og videnskabelige fag.
Årets fest handler også om at få flere børn til at stifte bekendtskab med foreningen og det kræver nytænkning - Ikke mindst for at skabe et kulturliv i byen igen og ikke mindst får vores børn/unge til at mødes i kulturens og fællesskabets tegn igen, betoner Kamilla Barslund.
Vi ønsker også at genskabe en kulturel levende by som inkluderer vores unge borgere. Det sker fredag med deres institutioner og skoler, hvor alle har fået tilbud om at bidrage med boder/ aktiviteter og optræder for hinanden og får en god fællesskabstur ud af det- og derved får viden om, at vi kan benytte vores byrum til kulturoplevelser også.
Lørdag er det for alle - her håber vi at de kulturelle oplevelser vil blive leveret af større kunstnere, men igen alt skal være gratis så alle får mulighed for at deltage på trods af sociale lag. Vores målgruppe er fredag børn/unge fra 0-15 år - Lørdag er det for alle aldersgrupper.