Medio 2022 måtte Bærebo rebe sejlene i Troldebakkerne i Helsinge, da det bæredygtige bofællesskab, Birketroldens investor sprang fra. Siden har vi arbejdet hårdt på at finde en investor, men ingen har bidt på tanken om bofællesskab. Men de vil gerne bygge alt muligt andet. Så nu gør vi det selv, betoner direktør Morten Pedersen. Onsdag 22. marts kl. 17.00 holdes der informationsmøde.

Det er forår og vi kigger fremad med håb og optimisme. Drømme om en grøn og fredelig fremtid. Det håb holder vi fast i, selvom der fortsat er krig i Ukraine og uro på boligmarkedet, tilføjer han.
Vi etape-opdeler byggeriet og udbyder den første etape som ejerboliger - eller danner en andelsboligforening, hvis der er tilslutning. Men vi skal have fundet beboere til 14 ejerboliger, som vi kan gå i gang med at bygge, oplyser Bærebo.
Informationsmødet holdes hos naboen, Højbogård Café og gårdbutik, Troldemosevej 2 der drives af fåreavler Selma Bergenholz.
Der er 13 interesserede tilmeldt mødet, hvilket er en god start. For at komme i gang med byggeriet, skal der være flere med, påpeger Morten Pedersen.
Boliger i Birketrolden er mellem 50 kvadratmeter og 104 kvadratmeter og er sat til salg for mellem 1.929.000 kroner og 2.989.000 kroner. Udbetalingen er fastsat til 20 procent.
Spørgsmål kan rettes til Bærebo info@baerebo.dk eller telefon 71 79 27 28.